Virksomheden hvor jeg arbejder, cBrain A/S, har netop offentliggjort halvårsregnskabet. Da selskabet er noteret på Københavns Fondsbørs, er et godt halvårsregnskab noget vi fejrer med champagne og store lykønskninger kollegaerne imellem.

I hovedtræk er omsætningen på halvåret steget med 70% til 11 mio. kr i forhold til H1 2006 og resultatet før skat er vokset fra 0,7 mio. kr. til 1,7 mio. kr. – hvilket svarer til en vækst på næsten 143 pct.

Tillykke med det flotte resultat. Skål!

Hvor er det dynamiske IT miljø med arbejdsdage til langt ud på aftenen, cola og masser af pop musik fra en af Nettets mange netradio kanaler? Jeg savner jubii-råbene og aha-udbruddene fra udviklere der får et gennembrud i dagens algoritmeproblemer.

Jeg har netop fået at vide, at min arbejdsplads’ IT-løsninger nok kan være problematisk for mig at forstå, da jeg jo ikke har børn som går i børnhave (har ingen børn som går i vuggestue, børnehave eller andre steder). Aldrig er det før, så eksplicit, blevet udtrykt som et problem, at jeg ikke har børn. Jeg vil nu arbejde videre med udfordringen om at forstå børnehavernes IT-løsninger, på trods af min mangel på hhv. afkom og erfaringer med børnehave IT-systemer. Om 10 minutter er kl. 16 og kontoret støvsuges for udviklere og andet godtfolk, som alle løber om kap ned til deres respektive børns børnehaver.

For at være innovative, tror jeg vi skal huske, hvor vigtigt det dynamiske miljø er. Dermed ikke sagt, at børn og innovation ikke hænger sammen

Computerworld kårede i midten af sommerferien Danmarks ti IT-skandaler. Undersøgelsen er helt uvidenskabelig, men alligevel meget lærerig. Den er delvist baseret på et Wiki eksperiment som CW har søsat, hvor det er brugerne selv der skal være med til at definere bl.a. IT-skandaler og andre interessante områder. Jeg sidder tilbage med en undren over hvorfor IT ofte, i medierne, virker til at være svært at få succes med. Da jeg selv arbejder med udvikling af IT løsninger, interesserer det mig, hvad det er, der ofte får IT løsninger til at ende i skandaler. Samtidig skal man være opmærksom på, at der hvert år bliver gennemført mange succesfulde IT projektet her i landet, som aldrig når Computerworld og andre mediers forsider.

Computerworlds liste er her:

1. plads. Amanda
2. plads. Elektroniske patientjournaler
3. plads. DSBs IC4-tog
4. plads. Københavns Kommunes lønsystem
5. plads. Folkeskolens digitale afgangsprøver
6. plads. Logningsbekendtgørelsen
7. plads. Apotekernes receptsystem
8. plads. DeMars
9. plads. A.P. Møller – Mærsk
10. plads. Virk.dk

Vi lever i et samfund, hvor forbrug og økonomisk formåen i stigende grad er kommet på agendaen. Vi positionerer os selv i forhold til naboen udfra tomme værdier, som f.eks. hvor stor en bil han har. Hvis man ikke måler sig selv i forhold til bilen, er det om man har den nyeste Nokia eller er med på bølgen og skriver sin blog på en dyr designer laptop fra Apple.

Når vennerne mødes og drikker dyr årgangsrødvin, taler vi ikke om indre værdier og livsfilosofi, men hvilke nyerhvervelser vi hver især har gjort os og fremviser stolte vores nye gadgets i form af iPods, state-of-the-art mobiltelefoner, tendy GPS navigation til den spritnye bil der holder nede på gaden. For naturligvis tager man bilen, når man skal besøge hinanden til årgangsrødvinen fredag aften, på trods af at afstanden for mange mennesker er, at definere som cykelafstand. Gadgets der helst skal fremvises og bagefter cementeres i vores hukommelse ved at ligge fremme på bordet, som stolte symboler på man har råd og har investeret uforholdsvis mange penge på den nyeste gadget. Gadgets som hverken vælges udfra behovs- eller kvalitetsmæssige kriterier, men som det er os magtpåliggende at eje, afprøve og ikke mindst vise frem. At det koster mange dages arbejde på vores karrierejobs og at prisen naturligvis sættes uforholdsmæssigt højt betyder intet, når vi f.eks. kan hive den nye Nokia N95 frem af lommen og strålende fortælle vennerne om, hvilke overdådighedshorn af nye revolutionerende funktioner mobilen har.

Hvad er det vi går og drømmer om, er det at have råd til den nyeste gadget fra Apple eller Nokia? Giver det os en ægte følelse af lykke og glemmer vi de traditionelle værdier om at søge den gode livsfilosofi? En traditionel, men alligevel moderne livsfilosofi, hvor jeg antager, at den nye iPhone ikke nødvendigvis behøves erhverves få timer efter den kommer på gaden. Jeg tror vi bliver lige så lykkelige, hvis vi venter med at købe den til massehysteriet er ovre og prisen er faldet til det halve. Ulempen er måske, at jeg ikke stolt kan fremvise min nye gadget til mine venner næste gang vi drikker dyr årgangsvin og taler om vores nyeste erhvervelser – men det gøre mig ikke mindre lykkelig

På Nettet er det efterhånden muligt, at finde billeder og andet digitalt materiale i kæmpe mængder. Digitaliseringen af f.eks. billeder betyder, at der ikke længere findes en original og at der i princippet kan laves uendeligt mange originaler af et billede, uden det af den grund forringer kvaliteten. Samtidig er der for tiden en revolution i gang omkring IP eller Intellectual Property i en digital kultur, der i udbredt grad remixer digital musik, film og billeder.

Når vi lever i en kultur, hvor Internettet er blevet en helt naturlig del af vores hverdag, er det derfor relevant at stille sig selv spørgsmålet om, hvor grænserne går, når det gælder respekt over for hinandens publiceringer på Nettet.

Jeg har netop lagt en række billeder fra en tur til Thailand på min Flickr konto og min ven som var med, bad om at få billederne tilsendt i en pakket fil. Jeg tænkte ikke nærmere over det og sendte ham naturligvis mine billeder. Jeg synes selvfølgelig han skulle have billederne, men havde dog ikke regnet med, at de få timer efter ville være lagt på hans Flickr konto som hans egne billeder. Egentlig er der ikke noget i vejen for at genbruge mine billeder, men det har alligevel sat nogle tanker i gang om, at billeder jeg har taget ender et helt andet sted på Nettet uden mit samtykke endsige kredittering. I den forbindelse er det vigtig at understrege at billederne IKKE var udgivet på Nettet under en Creative Common Licens.

Her følger et uddrage af min venskablige mail til ham omkring mine tanker:

…

Lidt om netikette jeg føler du bør høre. Jeg var ikke klar over, at du skulle bruge billederne jeg sendte i går til at oploade på din egen Flickr konto. Jeg synes faktisk det er ret dårlig stil, at tage samtlige billeder og oploade dem til din egen konto som egne produktioner – læg mærke til hvordan de fleste af billederne har “alle rettigheder forbeholdes” og ikke er udgivet under en Creative Common Licens. Fordi man kan ting på nettet, betyder det ikke, at man behøves gøre det.

Billeder af dig selv forstår jeg udemærket godt, at du gerne vil publicere på Nettet og det skal du også have lov til, men synes der er for meget copy-cat over at tage alle billeder og smide på Flickr eller for den sags skyld Facebook. God stil kunne være lige at informere mig, spørge om lov eller kreditere mig. På samme måde er det, hvis jeg poster et blogindlæg, så er det også dårlig stil, at kopiere det direkte til egen blog. Hvis man gør det, er tydelig kilde angivelse et minimum.

Jeg håber du i fremtiden vil respektere mine billeder og andet digitale materiale, blot ved bare at linke til dem eller ved ikke så direkte at tage dem og smide på egen side, alternativt kildeangive hvor du har original billederne fra. Der er mange måder af udvise respekt på. Vi lever jo i en digital virkelighed, hvor vi i lige så høj grad som den fysiske verden skal respektere hinanden.

…

Mit eksempel har jeg hentet fra min hverdag og har mere princippelt værdi end det egentlig er et issue for mig personligt. For mig er det vigtigt, at vi som borgere i et digitalt samfund lære, at begå os hinanden i mellem. Det kræver naturligvis lidt tilvænning og er ikke noget vi er født til at kunne. Det er noget der kan være mange forskellige holdninger til og der er muligvis nogen der er uenige i, hvad jeg mener er god etik og moral på Internettet.

Er det god moral på Nettet, at tage billeder der ikke er dine egne og lægge dem på dine egen side uden kredittering?

Kære læsere af Podii.dk

Jeg sad lige og fik en tanke om at undersøge, hvem det er der læser min blog. Jeg er ikke, som flere andre bloggere, så flittig til at følge med i statistik på min egen blog. Jeg har på fornemmelsen, at der er en del flere læsere end hvad kommentarfelterne vidner om. Sådan skal og vil det altid være.

Jeg ved godt, at der kan være en udfordring i at skrive en kommentar på en blog. Det kan være både fordi læserne ikke føler de har noget relevant at skrive, har sceneskræk eller noget helt tredje.

Dette indlæg vil jeg bruge til, at give alle der læser med på min blog mulighed for at skrive en kommentar. Også selvom du ikke læser med fast, der er jo perioder, hvor jeg ikke er så flittig til at poste indlæg. Hvis du bare vil skriv hej eller en smiley er det helt i orden, idéen er bare at sætte fokus på hvem og hvor mange læsere jeg har (og kan få med på legen).

Let the game begin!

Der er sikkert rigtig mange der i lighed med mig, har været på sommerferie. For mig bød ferien på mange spændende oplevelser i Thailand, men betød også, at jeg var offline i godt 3 uger. Det er lang tid siden, at jeg har været væk fra den digitale online virkelighed så lang tid. Helt offline var jeg endda ikke, kiggede mails ca. 1 gang om ugen og tændte min mobil en gang om dagen for at se sms. Det er så godt som at være offline for mig, der ellers er online stort set døgnet rundt normalt.

Jeg havde med vilje taget min gamle mobiltelefon med mig, så jeg ikke blev fristet til at gå på Nettet eller kigge mails. Mobilen fik da også lov at ligge hjemme på hotellet og det er en fantastisk rar fornemmelse ikke at medbringe denne lille gadget, der i de senere år er blevet en fast følgesvend hver eneste dag i mit liv.

Jeg nød bestemt min ferie offline og fandt derfor også en ekstra glæde ved at genfinde alle de vidunderlige tilbud jeg fornøjes ved online – email inbox, sms, sociale netværkstjenster, IM, blogosfæren, surfe, billeddeling osv.

Online er det nye 1st life og slukket mobil er det nye 2nd life!

Jeg indrømmer; jeg er afhængig af at være online, men det tiltaler mig at gå offline engang i mellem for derefter at genfinde de mange online glæder.

I går tirsdag gik WMware på New York Stock Exchange. I prospektet var prisen pr. aktie sat til 29$, da Wall Street lukkede i går var prisen på 51$, altså en stigning på hele 76%. Firmaet er på nuværende tilpunkt den største udbyder af virtualiseringsløsninger til AMD og Intel servere.

Virtualisering er det nye dot com?

Jeg læste om IPO’en hos Dorte Toft og her