Onsdag den 20. april var jeg for første gang i svedhytte med sortfodsindianeren og medicinmanden Pablo Russell.
Jeg mærkede, oplevede og følte mange ting i løbet af de timer jeg befandt mig i svedhytten. Det var en helhedsoplevelse som jeg i dagene efter, har haft lidt svært ved at sætte ord på. Udover at jeg svedte mere end jeg nogensinde har gjort på en spinningcykel, så var oplevelsen også fantastisk smuk for alle mine sanser.
Duften af urter, som Pablo brændte af på de glohede sten i pitten i midten af svedhytten, smukke rødglødende sten som glitrede da urterne ramte dem og lyden fra de indianske trommer, som pumpede om kap med mit hjerte. Chokerende koldt vand, der i det kulsorte mørke af damp og varme, pludselig spredtes udover mig og gav et chok gennem min krop.
I svedhytten sammen med Pablo Russell:
- Mærkede jeg fuld tilstedeværelse i nuet og var derfor helt nærværende i min krop.
- Oplevede jeg taknemmelighed over de muligheder jeg har i mit liv.
- Følte jeg mig renset og klar til at møde livet i den form jeg vælger at møde det.
- Valgte jeg, at gennemføre og ikke lade mig påvirke af varmen og hyttens umiddelbare ubekvemmelighed.
- Valgte jeg, at være en ydmyg kriger der tog i mod øjeblikkets visdom.
- Besluttede jeg, at bruge ritualet til at blive mere tro mod mine valg.
For all my relations … Heey!
